Visitationszoner

Med politiloven i 2004 fik politiet lov til under særlige omstændigheder, at oprette zoner, hvor enhver frit kan få tømt sine lommer eller gennemsøgt sin bil uden begrundelse. Cerepo giver her et overblik over reglerne og kritikpunkterne i den meget vidtgående beføjelse.

– Bag om: Visitationszonerne

– Visitationsreglerne

– Kritik af visitationszonerne

Bag om: Visitationszonerne

Bag om: Visitationszonerne Noget må gøres, lød det i læserbreve og fra Christiansborg-politikere. Baggrunden var bl.a. sager om knivdrab. Midlet blev indførslen af visitationszoner. Men det var langt fra det eneste bud på en løsning fra politikere, der kappede om at overgå hinanden – i en grad så politiet sagde fra og bad om ikke at lovgive på baggrund af enkeltsager. Mens politikerne kappedes med forslag om permanente visitationszoner, totalt knivforbud og øget overvågning er den langsigtede kriminalpræventive indsats neddroslet.

I Københavnsområdet er der aktuelt visitationszoner på Ydre og Indre Nørrebro, på Amager, Christianshavn og i Indre By. Københavns Politi vil nu have zonerne ophævet. Udbyttet i form af skydevåben og stikvåben er blevet mindre, lyder det.

I visitationszonerne kan politiet stoppe enhver og undersøge vedkommende. Motivationen for indførslen af visitationszoner var at stoppe udbredelsen af våben i nattelivet. Politiet har også tidligere haft beføjelser til at visitere personer. Tidligere har det blot krævet en mistanke om besiddelse af våben. Med ændringen af politiloven, så der kan oprettes visitationszoner, kan der nu visiteres uden mistanke og uden mulighed ofr at borgeren kan få erstatning for visitationen, selvom vedkommende ikke bærer kniv. Altså en form for stikprøveordning.

Politilovens § 6 Visitationszonerne blev diskuteret fra sommeren 2003, hvor den italienske turist Antonio Curra blev dræbt med en kniv på Nørrebro. I 2004 var diskussionen blevet til en ændring i Politiloven, der åbnede mulighed for midlertidige visitationszoner, hvor politiet kan undersøge alle – om nødvendigt med magt. Reglerne er opført i Politilovens §6: § 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for. Principiel kritik af zonerne Men allerede før vedtagelsen af den nye politilov meldte kritikere sig i debatten med principiel kritik. Den kritik kom både fra organisationer, jurister og politikere. Det gjaldt bl.a. medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Finn Rudaizky. Han mente, at ordningen var en overdrivelse, der mistænkeliggjorde alt for mange. »Det er fuldstændig paradoksalt, at politiet nærmest indfører udgangsforbud i visse distrikter af København. Det minder jo om Anden Verdenskrig. Det er dybt kritisabelt, at politiet mistænkeliggør alle borgere på den måde.« (Nyhedsavisen 12.03.2007)

Line Barfod fra Enhedslisten slog samme strenge an, da hun sagde: »Forskellen på at bo i et retssamfund og et diktatur er jo, at man kan gå på gaden i fred uden at blive stoppet af politiet. Det har flere generationer kæmpet for før os. Og det er vi ved at undergrave nu.« (Nyhedsavisen 12.03.2007)

Politidirektør Hanne Bech Hansen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at hun godt er klar over, at der er en balancegang mellem følelsen af sikkerhed og borgernes retssikkerhed. Dog mener politidirektøren nok, at midlertidige visitationszoner kan gå an. I december 2007 sagde hun til Urban: »Der er jo mange folk, der er glade for at se politi på gaden. De føler sig mere trygge. Men jeg er da enig i, at der er en grænse. Kriminaliteten i København er ikke sådan, at der skal være politi på hvert gadehjørne. Og de zoner, hvor vi visiterer folk, vil jeg godt love ikke bliver hverdagskost. Vi vil dosere indsatsen. « (Urban Vest 21.12.2007)

Henrik Stagetorn er formand for landets forsvarsadvokater. Han påpegede, at debatten om retspolitik og specifikt retssikkerhed har ændret sig meget. Han udtalte i januar dette år, at »ideen om visitations-zoner var utænkelig for 10 år siden. Nu accepterer vi indgreb i den personlige frihed for at komme volden til livs. Men vi skal huske, at vores frihedsrettigheder også er sikret gennem retsstaten og de ukrænkelige rettigheder, som den giver individet«.

Formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, Lars Lindhard, advarede ved samme lejlighed om, at der ikke hovedløst må indføres tiltag med begrundelse om sikkerhed. »Overvågning skal helst foregå med et konkret sigte. Faren er, at myndighederne bliver som en slags Big Brother, der bare sidder og kigger optagelserne igennem for at finde noget mistænkeligt,« siger han. (Jyllands-Posten Øst 09.01.2008)

Domstolsprøvelse af Politiloven SFs Frank Hedegaard er retsordfører for partiet i København. Også han var bekymret for de mere generelle implikationer ved visitationszonerne, og også specifikt bekymret over, at det er politidirektøren, der opretter visitationszonerne: »I øjeblikket er den udøvende magt også den lovgivende magt. Det burde være Justitsministeriet, der lagde visitationszonerne i stedet.«

Fra flere sider lød der forsag om, at det nye element i Politiloven skulle prøves ved en domstol. Det mente bl.a. Landsforeningen KRIM og professor Henning Koch fra Københavns Universitet. Henning Koch begrundede forslaget om en domstolsprøvelse med, at der er tale om et skøn, når der oprettes en visitationszone. Og at et skøn skal begrundes. Han sagde: »Der er i virkeligheden tale om en risikovurdering fra politiets side. De skal vurdere, at der er risiko for, at der i området befinder sig bestemte typer eller personer, der adskiller sig fra det normale«. (Politiken 15.12.2007) Vurderingen kan f.eks. baseres på statistikker eller døgnrapporter, forklarede Henning Koch dengang.

Politikernes holdninger Debatten om visitationszonerne hænger nøje sammen med flere voldsepisoder, som fik stor mediebevågenhed. Som tidligere nævnt begyndte arbejdet med at indføre visitationszoner efter drabet på Antonio Curra på Nørrebro i 2003. De mere aktuelle debatter hænger samme med flere tilfælde af skyderi i beboelsesområder og knivdrabet på den 19-årige Anton Njie.

Fra Dansk Folkeparti og justitsminister Lene Espersen (K) har der lydt tre forslag. Brug af permanente visitationszoner, syv dages fængsel for ulovlig besiddelse af kniv og endelig: Øget overvågning med video på offentlige steder. Forslagene kom i en hurtig strøm i en form for konkurrence om at fremstå mest effektive i kampen mod vold. I den kamp deltog ikke blot regeringspartier og støtteparti. Det kan bl.a. ses i en udtalelse fra Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup, da hun skulle kommentere DF’s forslag om, at indføre permanentes visitationszoner på Strøget i København samt gågaden i Odense. Karen Hækkerup replicerede: »Dansk Folkeparti er på dette punkt for slappe. Man kan godt have de permanente zoner alle de steder, hvor der er problemer. Ordningen kunne sagtens udvides til eksempelvis Jomfru Ane Gade i Aalborg.« (JyllandsPosten 07.01.2008)

Politidirektøren: Ikke behov for permanente zoner Forslag om at indrette permanente visitationszoner kom i begyndelse af januar dette år. I løbet af et par dage havde Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti markedsført ideen, og justitsministeren var ikke afvisende. Men her blandede politidirektør Hanne Bech Hansen sig i diskussionen. Hun sagde: »Jeg kan ikke se, hvad man vil opnå ved at oprette permanente zoner. Den eneste ændring vil være, at politistationerne ikke længere behøver at sende mig en notits, hvori de beder om lov til at visitere i et bestemt område.«

Hanne Bech Hansen fremhævede dermed, at hun som politidirektør havde muligheden for at oprette zonerne med det samme, hun skønner det nødvendigt. At politikernes forslag blot vil spare en postgang. Men politidirektøren påpegede også et mere overordnet problem. Hun sagde: »Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at politikerne vil give grønt lys for, at folk kan blive visiteret dag og nat, på lørdage og søndage, siger politidirektøren.« (Jv.dk |08.01.2008)

Kritik af lovgiverne Politidirektøren var ikke den eneste, der kritiserede nogle politikeres bestræbelser. Dagens efter Hanne Bech Hansen udtalelser var det nemlig informationschef i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, der rettede skytset mod dele af Folketinget. »Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager.«

Også han kritiserede med udgangspunkt i forslaget om permanente visitationszoner. »Vi skal også tage hensyn til borgernes retssikkerhed. Det går ikke, at hele København ender med at blive én stor permanent visitationszone,« sagde Flemming Steen Munch videre.

Der blev nu ikke så mange bank til Flemming Steen Munch, som han måske frygtede. Justitsminister Lene Espersen slog da også andre toner an, da hun i samme artikel som Flemming Steen Munch var interviewet til, påpegede nødvendigheden af præventivt arbejde. Hun sagde: »Jeg er enig i, at det er centralt for kampen mod knive, at forældrene tager ansvar for deres børns gerninger. For dem er det en kerneopgave at fortælle deres børn, at det absolut ikke er sejt at gå med kniv.« (JyllandsPosten 09.01.2008)

Men det var ikke alle forslagene for Folketinget, som Københavns Politi var afvisende overfor. Per Larsen modtog f.eks. forslaget om syv dages fængsel for ulovlig knivbesiddelse med optimisme. Han sagde bl.a. »Umiddelbart vil jeg tro, at det vil sende chokbølger gennem de unge mennesker, der ikke kan finde ud af, at det er forbudt at gå med kniv. Det er selvfølgelig kun en fornemmelsessag, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det vil rygte sig, at der er den her meget kontante risiko.« (Ekstrabladet.dk 10.01.2008)

Straffen for at have en ulovlig kniv på sig et offentligt sted er nu en bøde på 3.000 eller 5.000 kroner første gang.

Forebyggelse skåret bort I debattens mange forslag om stramninger er der en tendens til at tale om præventivt arbejde som en selvfølgelighed og et fundament i forebyggelsen af tragiske sager som f.eks. knivdrabet på Antonio Curra og Anton Njie. Men Dagbladet Information kunne den 14. januar 2008 dokumentere, at det kriminalpræventive arbejde er præget af mangel på langsigtet strategi og indsats.

Det ses tydeligst i justitsminister Lene Espersens store Stop Volden-plan fra marts 2002. Initiativet skulle udgå fra Den Voldsforebyggende Enhed under Det kriminalpræventive Råd. Men den Voldsforbyggende Enhed fik kun en levetid på tre år. Vicepolitikommissær John Radmer var koordinator i den nu lukkede enhed. Han sagde til information: »På grund af strukturændringer i rådet valgte man at nedlægge den Voldsforebyggende Enhed, og set i bakspejlet så mener jeg, at der stadig er behov for et permanent initiativ, der kan arbejde langsigtet.«

Lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, Lars Holmberg, udtalte med henvisning til den igangværende politiske debat: "Det er jo tydeligt, at myndighederne står på bar bund og forsøger at gribe efter hvad som helst. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi ikke bliver grebet af panik nu og skaber flere hovsaløsninger." (Information.dk 14.01.2008) Medie- eller ministerinteresse Det samlede billede af debatten i kølvandet på et knivdrab er tilsyneladende, at politiet har fået nye beføjelser, der stadig er omdiskuterede. For står krænkelsen af borgernes ret til at færdes uantastet mål med fangsten af våben og den præventive effekt ved visitationerne? Debatten viser også, at stramninger og såkaldte »hårde« løsninger tilsyneladende anses for attraktive for mange politikere, der vil markere sig i retspolitik. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at det er politiet, der vælger at sige nej tak og bede politikere om at tænke sig om en ekstra gang.

Det måske mest sørgelige, men konstruktive ved debatten er, at den igen har tydeliggjort, at på trods af at det kriminalpræventive arbejde anses for grundstenen i forebyggelsen, så prioriteres det arbejde ikke. I hvert fald ikke i et længerevarende strategisk perspektiv. Problemet på parlamentarisk niveau synes altså at være en hang til hurtige løsninger, som måske slet ikke er løsninger. Justitsminister Lene Espersen har tidligere udtalt, at medierne mister interessen for enkeltsagerne, så snart hun begynder at tale om det forebyggende arbejde. Men manglende medie-interesse forklarer ikke nedskæringer og zigzag-kurs i det præventive arbejde. Det gør manglende minister-interesse derimod.

Visitationsreglerne

Reglerne omkring visitationszoner blev indført med politiloven i 2004. Ifølge den kan politidirektøren for en måned af gangen udpege et område i politikredsen, hvor de almindelige regler om kropsvisitation og gennemsøgning af køretøjer tilsidesættes. Oprettelsen af zonen skal meddeles offentligt, og vil typisk kunne ses på det lokale politis hjemmeside.

Efter reglerne, der gælder på alle offentlige steder indenfor den oprettede zone, kan politiet besigtige tøj og ting som personen medbringer. Har personen rådighed over en bil eller et andet køretøj på stedet, må politiet også gennemsøge det.

Før den nye bestemmelse blev indført skulle personer sigtes af politiet, for at en visitation måtte gennemføres, hvis vedkommende ikke selv fik med til den. Det betyder normalt, at politiet sigter personen de vil visitere. Typisk for overtrædelse af våbenloven eller loven om euforiserende stoffer. Her skal betjentene imidlertid have en begrundet mistanke, og borgeren kan efterfølgende kræve erstatning for at have været sigtet og visiteret, hvis politiet ikke finder noget. Sådan er reglerne fortsat, hvis der ikke er visitationszone.

Er der oprettet en visitationszoner kan alle, der befinder sig i zonen, visiteres af politiet for at se om de bærer våben. Sker visitationen med henvisning til, at der er oprettet visitationszone, så sker det uden at man bliver sigtet og man har ikke efterfølgende krav på erstatning.

Kritik af visitationszonerne

Muligheden for at oprette visitationszoner og dermed kunne kropsvisitere frit er blevet kritiseret fra vinkler. I første omgang med det helt principielle spørgsmål om hvorfor man skulle indføre en undtagelsestilstand, hvor politiet kan visitere borgere uden nogen konkret grund. Efterfølgende er kritikken primært gået på, hvordan politiet forvalter beføjelsen. Flere jurister mener fx, at politiet i København i en længere periode har opretholdt en visitationszone i strid med loven.

Retssikkerhed

Op til vedtagelsen af visitationszonerne var der flere kritiske røster en række personer og foreninger gav udtryk for bekymringer. Retspolitisk forening brugte formuleringen ”store retssikkerhedsmæssige betænkeligheder” i sit høringssvar, og Landsforeningen af Beskikkede Advokater formuleret sig sådan her:

”Det forekommer umiddelbart som om justitsministeriet, ved udelukkende at imødekomme politiets ønsker, ikke har foretaget den fornødne afvejning mellem borgernes ret til privatliv og beskyttelse mod unødige politiindgreb, og på den anden side ønsket om håndhævelse af skærpede våbenlove.”

Også institut for Menneskerettigheder kritiserede den udvidede adgang til visitationer.

Racisme

Landsforeningen af beskikkede advokater fortsatte ovenstående i deres høringssvar, med at skrive, at:

”De foreslåede regler vil kunne bidrage til at forværre relationerne mellem politiet of visse befolkningsgrupper, idet stikprøvevisitationer naturligt vil blive anvendt mod personer, som efter politiets opfattelse, er i særlig risiko for at begå kriminalitet, herunder unge indvandrere, hvorfor indgrebene vil blive opfattet som diskrimination og chikane.”

Vurderingen var den samme fra kriminologen Lars Holmberg, der har forsket i politiet i mange år.

”Visitationerne vil ramme dem, som i forvejen er i politiets søgelys, dvs. først og fremmest unge mænd med et udseende, som vækker politiets mistanke, som bor i bestemte kvarterer i byerne, og som optræder på bestemte måder i det offentlige rum. Dette gælder bl.a., men ikke udelukkende, unge med en anden etnisk baggrund end dansk,” skrev han blandt andet i tidsskriftet Lov og Ret

En række efterfølgende episoder kan tyde på, at de har fået ret. Der har adskillige gange været anklager mod politiet, for at fare hårdt frem i visitationszonerne overfor etniske minoriteter. Da der i februar i 2008 skyllede en bølge af uroligheder og ildspåsættelser over landet, pegede flere på, at visitationer i København, hvor uroen startede, var en udløsende årsag til konflikten.

Muligvis ulovlig

I København kritiseres politiet også for, at have oprettet zoner i strid med lovgivningen. En række jurister mener, at politidirektøren i Københavns Politi kontinuerligt har oprettet zoner, der strækker sig over et for stort område. Ifølge forarbejderne til loven må en visitationszone nemlig ikke udstrække sig over en hel politikreds eller en hel kommune.

Blandt kritikerne er jurist i den borgerlige tænketank Cepos, Jacob Mchangama. Han har udarbejdet et notat om zonerne, hvori han konkluderer, at ”Københavns politi har oprettet visitationszoner i strid med politiloven.” Vurderingen bakkes op af blandt andre juraprofessor Vagn Greve fra Copenhagen Business School.